andersen & nielsen har igennem 100 år udviklet sig til en handelsvirksomhed, med mere end 10.000 varenumre indenfor professionelt værktøj. Langvarige og stærke relationer med førende værktøjs- og instrument producenter, kombineret med en unik produktekspertise, har gjort virksomheden til en foretrukket leverandør hos de danske forhandlere indenfor byggeri og industri. Et moderne logistik-setup og et stærkt samarbejde med kunder og leverandører gør, at virksomheden kan tilbyde den rigtige vare, til den rigtige pris, på rette tid og sted. andersen & nielsen sætter en ære i at gøre det let for forhandlerne, at tilbyde deres kunder et bredt og professionelt sortiment, hvor der følger ekspertviden med til den altid høje produktkvalitet.

Direktør Marianne Z. Blicher fortæller om andersen og nielsens historie, og hvordan virksomheden har udviklet sig. 

Direktør Flemming Z. Blicher fortæller om hvordan andersen og nielsen er kommet til det sted, vi er i dag.

VI STØTTER NYTÆNKNING I BYGGERIET

Innovationsprisen 2021

Som en del af vores 100 års jubilæum, sponsorede vi dette års Innovationspris ved Building Awards. Med vores sponsorat af Innovationsprisen vil være med til at understrege, hvor innovative og værdiskabene håndværksfagene er, og hvor meget værdi de tilfører samfundet. 

ZÜBLIN vandt prisen med deres robothund, Spot, som skal effektivisere kvalitetssikringsarbejdet på byggepladserne.

Værd at handle med i 100 år

Det startede med en god idé og en lille isenkræmmerforretning i nogle ydmyge kælderlokaler på Vesterbro i København. Her 100 år efter står andersen & nielsen som et stærkt funderet handelshus med mere end 10.000 forskellige varer i sortiment fra en bred vifte af kendte kvalitetsbrands – nogle hvor samarbejdet endda går helt tilbage til virksomhedens etablering.

 

Fra isenkram til specialiserede forretningsområder

Virksomheden startede med import af forskelligt værktøj, isenkram – og ja, hvad du ellers lige stod og manglede – og har i dag fokus på distribution og rådgivning af produkter inden for køkkenindustrien og byggebranchen.

Til privatkøkkener har vi specialiseret os i området omkring køkkenvasken, hvor vi til storkøkkener spreder os over et bredere spekter.

Byggebranchen betjener vi med værktøj til byggeriet fra støvsugere, over måleværktøj til klassisk håndværktøj i høj kvalitet.

1920'erne

Michael Andersen og Alfred Nielsen åbner d. 28. oktober 1921 deres lille agenturvirksomhed andersen & nielsen på Vesterbro. Hovedforretningen er isenkram, og det viste sig hurtigt, at værktøj og køkkenudstyr var de områder, der gav mest forretning. Samarbejdet med Virax blev etableret samme år – en leverandør vi stadig forhandler hos andersen & nielsen den dag i dag.

1930'erne

Forretningen blomstrede og flere varekategorier kom til, særligt sakse, knive og gastændere. Samarbejdet mellem de to herre holdt ikke, og Michael Andersen drev forretningen videre med en ny partner, handelsmanden C. Jensen. De fik brug for større lokaler, og rykkede virksomheden til Vesterbrogade 22. 

1940'erne

Anden verdenskrig havde store konsekvenser for varestrømmen på tværs af nationer. Alligevel voksede antallet af produkter i andersen & nielsens portefølje, særligt produkter der kunne tilsluttes el. Flere leverandører kom til, så firmaet fik efterhånden brug for at få samlet alt under ét tag, og flyttede over i Reventlowsgade 28.

1950'erne

Med Tysklands fremstormende industri fulgte en række produkter, som andersen & nielsen fandt interessante for det danske marked. I 1950'erne etableredes flere af de partnerskaber, der stadig er en vigtig del af Andersen & Nielsens grundlag. Samarbejdet med den tyske fabrik BESSEY og de fine helsmedede skruetvinger blev grundlagt disse år. 

1960'erne

I slutningen af 60'erne købte Henrik Blicher sig ind i virksomheden og udvidede sortimentet væsentligt. 60'ernes velfærdsboom medførte et øget behov for udstyr til privat- og industrikøkkener, så et samarbejde med den tyske stålproducent BLANCO betød at andersen & nielsen fik tilføjet stålborde, rulleborde og i begrænset omfang vaske til sortimentet.  

1970'erne

I 1970 overtog Henrik Blicher virksomheden 100% og besluttede at ændre fra agenturvirksomhed til grossistvirksomhed. De trange lokaler i indre by blev skiftet ud med mere lager og kontor i Vanløse. andersen & nielsen introducerede haveudstyr, og samtidig fik BLANCO for alvor fik fat i privatmarkedet med flotte vaske.

1980'erne

Samtidig med håndværktøj som basis for omsætningen, og stigende salg af BLANCO vaske, blev andersen & nielsen også storleverandør af tilbehør til den danske cykelindustri. Det resulterede i, at pladsen igen blev for trang, og denne gang rykkede virksomheden til Rødovre med endnu større lager og kontorplads. 

1990'erne

andersen & nielsen introducerede Silgranit vaske fra BLANCO, som hurtigt blev et hit i de danske køkkener. Også på cateringområdet kom der fart på med salgsvogne til IC3 togene, som blev udviklet i samarbejde med BLANCO. Virksomheden voksede og Henrik Blicher ansatte først sin datter Marianne Z. Blicher og senere sønnen Flemming Z. Blicher til at udvikle virksomheden inden for salg, marketing og IT.

2000'erne

I år 2000 overtog Flemming og Marianne virksomheden, og begyndte at opkøbe nye forretningsområder indenfor bla. gas- og måleværktøj samt produkter til reducering af byggestøv. I tillæg blev der etableret datterselskab i Sverige og opkøbt den københavnske lampevirksomhed Spotlight AS. Al denne aktivitet gjorde at man igen løb tør for plads og derfor valgte at bygge nyt domicil i Skovlunde, som blev indviet i 2005.

2010'erne

10'erne blev brugt til at trimme og tilpasse efter de mange aktiviteter i 00'erne. Datterselskabet i Sverige og Spotlight blev solgt, og der blev ryddet op i alle produktkategorier. I 2016 opkøbte vi værktøjsgrossisten RO-NI, og med det fulgte en bred palette af nye varer og produktkategorier indenfor værktøj. I 2018 oprettede vi vores eget brand, Skanitek, som et supplement til vores store  sortiment af køkkenvaske, armaturer og systemer til affaldssortering.

Nutid

Der er  kun lige taget hul på 20'erne, men hvilken start. andersen & nielsen går ind i jubilæumsåret med fuld damp på alle kedler og en god erfaring med, at man igennem 100 år har bevist at være en virksomhed, der kan tilpasse sig til den samtid der leves i samt evne at finde og udvikle de produkter markedet efterspørger. Det har man tænkt sig at fortsætte med mange år endnu og glæder sig til at se, hvad der bliver næste kapitel i historien om andersen & nielsen